Kender i det at man bare føler sig som den eneste i hele verden der ikke har den fjerneste idé om hvad man vil??

Jeg har haft så mange tanker og decideret stress over at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af hvad jeg ville med mit liv. ALLE fra min klasse og jeg mener virkelig ALLE har styr på det.. og har haft det siden 3.g! Så sidder man der og ved ikke engang hvad man skal lave i næste uge imens alle andre har planlagt deres liv.

Det værste har næsten været folks reaktion omkring det “Nå du ved ikke hvad du vil endnu? Ej, men du er jo også ung og har masser af tid til at finde ud af det endnu.” Og jeg kan bare se forargelsen der nærmest lyser ud. Jeg må jo have gjort mig nogle tanker!
Tanker har jeg masser af. Jeg tror jeg har tænkt på alt og læst hvad der kan læses om de forskellige uddannelser, men uden at finde noget der egentlig sagde mig noget.

Jeg tror det er tanken om et fast arbejde/vej der stresser mig så meget og jeg føler mig nærmest helt angst. Jeg vil så gerne så mange ting og vil helst ikke være bundet til et job som jeg bare SKAL have resten af mit liv. Det er virkelig en deprimerende tanke. Selvfølgelig kan det være en god ting, hvis man rent faktisk ved hvad man vil, men det ved jeg jo ikke.

Her på det seneste er jeg dog begyndt at ændre tankegang. Jeg skal uden tvivl have et år fri fra skole og bare arbejde. Så legede jeg lidt med tanken. Hvad med 2 år? Måske 3? Da jeg nævnte det for min mor fik hun nærmest kaffen galt i halsen og hvorfor er det så lige det?

Jeg har endnu ikke fundet den perfekte uddannelse for mig og måske finder jeg den ikke lige forløbeligt og det er HELT okay! Jeg gider ærlig talt ikke presse mig selv ud i uddannelser som jeg alligevel ved ikke vil være mig. Jeg vil nyde livet, arbejde, fokusere på mig selv og hygge mig. Jeg vil gøre alle de ting som jeg ikke har kunne gøre siden jeg gik i 0.klasse fordi jeg har været i skole. Nu er det fandeme min tur til at leve og gøre præcist hvad jeg vil – og hvis det så indebærer i at sove længe på en onsdag og kun arbejde, jamen så gør jeg det!

Jeg er sikker på jeg hen af vejen finder ud af hvad jeg vil. Men jeg stresser ikke. Det er ikke et tabu længere! Og det er faktisk helt rart ikke at have en plan over hele ens liv, men bare nyde det, være spontan og se hvad der sker.

jeg har ikke haft opdateret bloggen i laaaang tid og det er der naturligvis nogle grunde til. Det er virkelig irriterende at jeg ikke får blogget, men de sidste par måneder har rent ud sagt været et helvede.

Jeg har altid været en “let sover” eller hvad man nu kan kalde det. Der skal ikke meget til at vække mig og jeg har enormt svært ved at falde i søvn hvis der ikke er helt mørkt, koldt og ikke mindst stille i det værelse jeg nu ligger i.
Det er begyndt at blive sværere og sværere for mig at falde i søvn om natten. Nærmest umuligt! Ligegyldigt hvor træt jeg er, hvor mange beroligende piller jeg tager eller hvor aktiv jeg har været, så kører mit hovedet rundt og jeg ligger søvnløs næsten hver nat nu.
Jeg har fået nogle beroligende piller med baldrian og humle, som er et naturlægemiddel og som skulle hjælpe på søvnen. Det hjælper også – men kun en gang i mellem, og det nytter jo ikke noget når jeg skal have en optimal søvn hver nat.

Når man ikke får noget søvn er det enormt svært at opretholde en hverdag med godt humør og overskud. Mit overskud er fuldstændig i bund og jeg kan slet ikke magte noget som helst. Det at komme op om morgenen er det værste og må indrømme at jeg virkelig har måtte tage mig sammen for ikke at droppe ud af gymnasiet.
Jeg går jo i 3.g – det er det allersidste år og selvfølgelig skal jeg klare den. Det bliver jeg nødt til!
Dog føles det som om at jeg er den eneste gymnasie elev der har det hårdt. De andre fra min klasse siger godt nok også de har det hårdt, men de har stadig overskuddet til arrangementer, alle lektierne, afleveringerne osv. Jeg har ikke overskud til noget som helst.

Det har taget mig nogle uger nu at blive afklaret med at jeg er inde i en dårlig periode. Nogle gange har man bare brug for at tilgive sig selv og ikke føle at alt skal være så perfekt. Jo mere jeg stresser over jeg ikke kan sove og gokker mig selv i hovedet, jo værre bliver det jo.
Selvom jeg gerne vil have at alt skal være så perfekt og overskudsagtigt, så er det også en virkelig dårlig ting at jeg sammenligner mig selv med andre. Det kan sagtens være den pæne facade andre menneske har på og at de selv er lige så stressede. Den er god at have med i baghovedet!

Nu vil jeg spise resten af min salat, spise en chokoladebar og slappe fuldstændig af så jeg kan afstresse lidt! Forhåbentlig bliver alt snart godt igen.

Jeg var til en fødselsdags fest med en masse procenter i blodet da i nat igen så at min startside på facebook var fyldt med billeder af Eiffeltårnet, en masse hjerter og citater. Min første tanke var opgivende “nu igen??”

Jeg tror godt at vi alle sammen kan blive enige om at situationen er fuldstændig frygtelig og hjerteskærende. Det er ufatteligt at tænke på hvad de pårørendes familier går igennem lige nu.
Et eller andet sted – i min brandert – blev jeg utrolig træt i hovedet. Ikke bare fordi det frygteligste er sket igen, men fordi der nu kommer endnu mere benzin på bålet hvad der gælder flygtninge debatten.
Allerede nu er de sociale medier og diverse samtaler fyldt med “De pokkers muslimer skal bare ud af Danmark så det samme ikke sker for os!” “Skide ISIS der snart kommer ind i Danmark, nu hvor vi bare lukker alle og enhver ind” og “Religion og Islam er roden til alt ondt”

Jeg bliver så træt. Det er en personlig holdning hvorvidt man synes religion er roden til alt ondt, men jeg er af den overbevisning at selvfølgelig er det ikke det. Hvis religion ikke fandtes, så havde de fundamentalistiske personer der har misforstået religionen fuldstændig, naturligvis fundet en anden grund til at opføre sig og handle som de nu gør.
Det er klart at religion kan fremme mange negative holdninger og misforståelser, men jeg tror på at det handler om miljø og opdragelse – og ikke decideret religionen, der er skyld i det her kaos.

Kærligheden findes i os alle sammen og at man ønsker ISIS personerne døde kan jeg heller ikke begribe. De har gjort noget frygteligt og er under en form for hjernevask, men fortjener de at dø? Nej! Ingen fortjener at dø. Ligegyldigt hvor frygteligt ens tankegang kan være, så nytter vold og død ikke noget. Så er vi jo præcis som dem.

Jeg har ondt af de ISIS krigere. Jeg har virkelig helt inde i hjertet ondt af dem. Jeg har ondt af at de er vokset op med den mentalitet de nu har. Jeg har ondt af deres familier. Jeg har ondt af at man kan have så et forringet syn på menneskeheden og religionerne. Uden at være sikker, så tror jeg at de ISIS krigere er blevet trænet op som små børn til at dræbe med koldt blod.
Noget er gået fuldstændig galt fra begyndelsen af og det er jo dér vi skal tage fat på problemerne.
Hvert 4. sekund bliver et nyt spædbarn født og det er vores opgave som menneske at sørge, passe på, opdrage og fylde vores børn med så meget empati og kærlighed at de ved bedre end at hade.

Noget som jeg ofte læser når jeg hører om terror eller noget frygteligt der sker pga. os mennesker er et lille udklip af Brøderne Løvehjerte – som også florere meget rundt på Facebook i tide og utide – der simpelthen gør at jeg sidder med en lille klump i halsen.
Jeg har aldrig selv fået læst Brødrene Løvehjerte op som barn, men det vil jeg uden tvivl gøre til mine egne kommende børn i fremtiden.

”Jeg kan ikke dræbe nogen,” sagde Jonatan.
”Ikke engang hvis det gælder dit liv?” spurgte Orvar.
”Nej, ikke engang da,” sagde Jonatan.
”Hvis alle var som du,” sagde Orvar, ”så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed!”
Men så sagde jeg, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab.

Der har været en lidt lang pause på bloggen og det har været af personlige årsager. Jeg har ikke haft den største lyst til at blogge eller sådan dele ud af mit liv de sidste par måneder. Det har ikke været en sjov tid, og når nu min blog ikke har så mange følgere og er ret ny, så kan det måske godt virke lidt mærkeligt at skrive alle sine inderste tanker og følelser ned når der ikke rigtig er nogle der kigger med.

Det går dog bedre nu! Meget bedre. Jeg har fået styr på mit liv igen og er meget gladere. Der vil naturligvis altid være en smule bekymringer omkring nogle ting, men i bund og grund er der meget mere ro på.

Jeg har fået stress og skal tage det stille og roligt fremover siger lægen. Skolen har været så pressende og nu er der jo også den kæmpe gymnasie opgave SRP der ligger og lurer. Jeg vil prøve at blogge så meget som muligt, men det skal være af lyst og ikke fordi jeg føler mig nødsaget til at blogge hver dag.

Jeg håber dog at bloggen kommer lidt op og køre igen!

Det her er sikkert et personligt emne for mange og jeg bliver helt overvældet når jeg kigger rundt på facebook, og ser folks forskellige holdninger omkring alle de flygtninge der enten er kommet til Danmark eller har rejst igennem vores lille land.

Jeg synes selv at jeg er et ret åbent menneske der prøver at sætte mig en i andre menneskers tankegang, men jeg begriber simpelthen ikke hvordan man kan være imod de her mennesker. Jeg har siddet og lyttet og nikket når folk har argumenteret hvorfor vi ikke skal tage imod flere flygtninge, men inderst inde kan jeg på ingen måde forstå hvordan man som menneske kan tænke sådan om andre der er i nød. Det er som at sparke til nogen der ligger ned, og jeg synes – ligegyldig hvor frelst det så end lyder – at vi bare burde tage imod de her mennesker med åbne arme. Jeg får helt tårer i øjnene når jeg skriver det her nu. Èn ting er hvad de her mennesker oplever i deres hjemland. Det er så frygteligt at jeg ikke kan tænke på andet om natten, men at de så kommer til Nord Europa hvor vi har det som blommen i et æg – og at vi som danskere kan være så modbydelige at ville sende dem tilbage igen til krig og ødelæggelser. Det er rent ondskab.
Jeg er godt og grundigt træt af at høre på “Danmark er vores land og vi skal tage os af vores egne først” Jeg er træt af den opdeling af landende, jeg er træt af den opdeling af mennesker. Vi er alle sammen lavet af det samme, har de samme følelser og vi er alle sammen mennesker der har krav på de samme rettigheder. Vi er alle lige. Ingen er bedre end andre, men jeg synes når man har det så godt som vi har her i Danmark.. så må vi sgu også lige give noget til dem der kun drømmer om det her. At man kan være uenig i lige præcis dét ser jeg som et tab for menneskeheden.