I dag er vi jo officelt gået ind i den første efterårsmåned og det fejre jeg med influenza, snottet næse, feber og masser af te! Jeg synes det er utroligt at jeg er så tit syg. Jeg har virkelig verdens værste imunforsvar og det skal der altså snart gøres noget ved! Jeg er ret pjattet med ingefær og hver gang jeg er syg laver jeg altid ingefær-citron te. Det er bare en masse ingefær og citron (helst øko) revet eller skåret i små stykker og så kogende vand. Jeg tager også altid honning i, for at give en lidt bedre smag (ja det er jo ikke flydende chokolade vi har med at gøre her!) og det fungere fint.
På et tidspunkt da jeg fik min elskede juicer lavede jeg også ingefær shots. Det tog mig og M hver morgen (jeg tvang ham. Ja han gjorde det fandeme ikke frivilligt!) og det tror jeg ville hjælpe på mit imunforsvar. Jeg har også købt nødder, slikærter og hvidkål (love it) som jeg kan gå og snacke lidt af i – det er både sundt og lækkert.
Jeg håber snart på at blive rask. Det her er jo ikke til at holde ud! Og JA jeg piver som en mand når jeg er syg. Synes faktisk også at det er helt fair, for er jo liiige ved at stille træskoende! Bum
Jeg er desværre blevet syg endnu engang og derfor kniber det med bloggen! Jeg har simpelthen ikke tid til at lave alle de indlæg som jeg gerne vil lave. Der er både skole, lektier, arbejde og jeg føler virkelig ikke at jeg har nok tid til noget som helst. Jeg håber dog at det bliver lidt bedre med bloggen efter weekenden og når jeg ikke er så stresset mere.
It’s that time on the month (if you know what I mean) og jeg orker bare intet. Jeg ligger bare ned det meste af tiden og bilder mig selv ind at det er helt okay. I går i idræt skulle vi lave en konditest fordi vi skal lave vores eget trænings program (ja og følge det indtil efterårsferien. Hvem har dog fundet på det!)
Jeg klarede faktisk kondi testen udemærket! Mit kondital er på 45 og det betyder altså at jeg er “god” Hvis den er over 45 så er man “supergod” så jojo! lå i den gode ende 😉
Men fordi jeg blev tortureret sådan (jeg kan godt fortælle jer at jeg var tomat rød i ansigtet og kunne smage blod! Ingen af de andre fra klassen så sådan ud. Why me..) tænkte jeg at jeg fortjente en lille treat når jeg kom hjem. Så mig og M rundede lige Lidl på vej hjem efter en virkelig god Cookie Dough is. De havde så alt andet end lige isen så vi endte med at købe 7 donuts, frysepizza og rittersport, og vi åd 4 af de donuts bare på vejen hjem! Jeg ved jo næsten ikke om jeg skal grine eller græde.
Sidder lige nu med den sidste overlevende donut – og et par blåbær (så er det jo varieret) Alt det her pjat med at spise usundt skal snart stoppe. Faktisk fra på mandag af cutter vi alt der hedder sukker og skal begge begynde at træne igen. Jeg har ikke lyst – som i overhovedet ikke – men vil gerne lave et godt trænings program hvor jeg kan se forandringer med min krop.
Meeeen indtil mandag.. I’m gonna be chocolate wasted!
Jeg har altid været glad for heste og startede allerede med at ride i en ganske tidlig alder. Der har været en masse glade stunder på rideskolen, til opvisninger og på alle ridelejerende jeg var til. Selvom jeg ikke rider særlig meget mere, så savner jeg det faktisk og ligemeget hvad tror jeg altid at jeg vil være ridepige helt inde i hjertet 😉
Min søster er dog lige modsat – kun har dog gået til ridning, men da en hest stejlede op af hendes lille pony, har hun lidt mistet modet og er virkelig bange for heste nu, selvom hun tit har snakket om at ride lidt igen. Jeg tvang hende med ud på en af vores fars venners heste i dag for at ride en tur i skoven. Til at starte med var jeg faktisk overbevist om at hun ville bryde sammen i gråd og hun var da også ret stille oppe på hesten, men det gik godt and she was differently feeling herself 😉 Da hun kom ned igen bevares. Nu er hun jo den bedste til at ride!
Jeg tror jeg er ved at komme i en krise – en “ældre krise”. Min kæreste fylder 22 år i morgen og så kom jeg naturligvis til at fundere lidt over livet (på hans vegne) og det at blive ældre.
Jeg har igennem mine teenage år ofte fået denne der melankolske følelse, imens jeg har siddet med tårer i øjnene og tænkt over min barndom. Jeg tror alle oplever den en gang i mellem.. Den lidt sørgelige følelse af at livet og dagene går så stærkt at det næsten kan tage pusten fra en.
Det er egentlig ikke selve barndommen jeg savner.. Det er den ubekymrede tankegang der foregår når man er et barn. Når jeg tænker tilbage syntes jeg selv at jeg var god til at opfatte ting og at jeg var dengang også meget grublende.. Men altså let’s face it. Jeg var et barn – og var fuldstændig i min egen verden uden egentlig at opfange så mange ting, som jeg gerne vil gøre det til.
Det er præcis det jeg savner! Nogle gange kan det at blive ældre bare være for meget.. Nærmest klaustrofobisk. Ansvaret vokser præcis som som jeg vokser (og min vægt! Holy Christ altså) Til tider er det fedt at kunne styre sit liv, men det er tit at jeg savner at være lille og overlede hverdagen fuldstændig til min mor og far. Jeg havde den bedste barndom. Selvom mine forældre blev skilt lige da jeg startede i skole og jeg brugte det første halve år på at sidde tudende på min lærers skød, så vil jeg ikke bytte det med noget som helst.. og jeg ville gøre alt for at få lov til at opleve barndommens ubekymrede timer bare én gang til.
Tidligere i dag var der en fra min klasse der ændrede min klasses gruppenavn fra 2.A til 3.A. på Facebook. Jeg likede naturligvis og så på alle de spændte kommentare fra de andre, men dér slog det mig virkelig. At snart er det også slut med skolen. Det som jeg har stået op til i så mange år og til det der var sikkert og trygt. Der hvor jeg altid fjollede med de andre og der hvor jeg løj til min mor om at jeg havde lektier for og rev siderne ud på min kontaktbog, så hun aldrig fandt ud af det.
Selvom Gymnasiet er anderledes end folkeskolen på mange punkter, så er det stadig de fjollede ting jeg gør i timerne, de samme fag jeg hader og det samme 3.A som der kommer til at stå på klassebilledet som for 11 år siden.
Snart skal jeg ud i det “virkelige liv” som alle mine lærere er så glade for at nævne mindst 20 gange om dagen.. And i’m terrified.
Det er egentlig dybt åndssvagt at være så bange for at blive ældre og tit må jeg lige nive mig selv i armen og trække vejret helt ned i maven. Jeg ER trods alt kun 19 (snart 20 dam dam daaaamm) og jeg har hele livet foran mig. Det er netop nu at livet skal udforskes og opleves. Jeg har så mange ting jeg gerne vil og så meget jeg gerne vil sige, så verden kan bare komme an jo!
Desuden når jeg bliver lidt små panisk og er lige ved at miste fodfæstet fordi jeg ikke er et barn mere, så forstiller jeg mig mine fremtidige børn løbe grinene rundt og lege mærkelige dyr, tigge om bunkevis af slik og lave en masse ballade – præcis som jeg gjorde.. Og så vil min barndoms glæde jo på en eller anden måde leve videre i mine kommende børn, og det beroliger mig!
Eller også skruer jeg over på Disney Channel og prøver at se lidt tegnefilm, som jeg jo var så glad for. De skingrende stemmer og dårlige illusioner får mig på 0,5 over på TLC igen og så er jeg jo pludselig ret glad for at jeg ikke er et barn igen 😉
Okay. Det her er mit første indlæg på min nyoprettede blog og for at være ærlig er jeg pisse nervøs – men samtidig også spændt, naturligvis!
Jeg har misundeligt fuldt en massere bloggere i mange år efterhånden, og tænk at der skulle gå 6 år før jeg endelig tog mig sammen til at lave en blog! Men nu er jeg her, og det er det er det der betyder noget.
Selvom jeg altid har gået og tænkt på muligheden for en blog, har jeg aldrig rigtig turde. For hvad kom folk til at tænke om mig? Er jeg overhovedet interessant nok? Og hvad skal min blog egentlig hedde? Der har kørt mange tanker rundt i mit hovedet, og jeg har prøvet at udskyde min blogger træng i frygt for andres meninger, men i dag vågnede jeg op med en kriblen i fingrende, og jeg har intenst prøvet at overbevise mig selv om at det da er fuldstændig ligegyldigt hvad folk tænker om mig. Hvilket det jo er!
Min blog kommer til at være mit frirum, hvor jeg har tænkt mig at skrive om lige præcis hvad der passer mig. Om det er min hverdag, en oplevelse, en tanke, rejser.. Jeg går altid med en masse tanker og meninger, som alt for sjældent kommer ud, så nu kommer der endelig til at ske noget.
Jeg skal lige ind i det hele og lære systemet at kende, men jeg håber på at få en masse gode oplevelser!
